Helle Thomsen som landstræner – en ny kurs for de danske håndboldkvinder

Redaktion «Håndbold Damer» maj 22, 2026 Læsetid: 17 min

Der er trænerskifter, der bare er et navneskifte på en dør, og så er der trænerskifter, der markerer et reelt kursskifte. Da Helle Thomsen overtog det danske kvindelandshold i 2025, var det det sidste. Ikke fordi alt det forgangne var forkert – Jesper Jensen leverede en OL-bronze i Paris 2024, der brød tyve års olympisk tørke. Men fordi Thomsens profil signalerer noget andet: en ny type leder, en ny taktisk tilgang og en ambition, der rækker helt frem til 2028.

Thomsen er kun den anden kvinde i historien til at lede det danske kvindelandshold. Den første var Else Birkmose, der stod i spidsen fra 1963 til 1965 – altså for over 60 år siden. Alene det faktum fortjener opmærksomhed. Men Thomsens udnævnelse handler om langt mere end symbolik. Hendes kontrakt løber til 31. december 2028, og den tidsramme er ikke tilfældig: den dækker både OL i Los Angeles og et VM på hjemmebane i Danmark, Norge og Sverige.

Jeg har fulgt Thomsens karriere fra hendes klubtrænerperiode og videre ind i landsholdsjobbet, og der er ting ved hendes tilgang, som fascinerer mig – og ting, der endnu skal bevise deres værdi på den største scene. Denne artikel er et forsøg på at tegne et nuanceret portræt: ikke en hagiografi og ikke en skepsis, men en analyse af, hvem Helle Thomsen er som træner, hvad hun har leveret indtil nu, og hvad vi kan forvente de næste to år.

For der er meget at forvente. Vejen fra nu og til 2028 byder på EM, OL-kvalifikation, OL og et hjemme-VM. Det er en periode, der kan definere en hel generation af dansk kvindehåndbold – og Thomsen står midt i det hele.

Fra klubtræner til landsholdschef

Man bliver ikke landstræner for Danmark ud af ingenting. Thomsens vej til jobbet gik gennem en karriere, der spændte over flere lande og roller – og det er den bredde i erfaringen, der adskiller hende fra mange andre kandidater.

Thomsens trænerkarriere begyndte i den danske klubverden, men hun søgte tidligt ud over landegrænserne. Ophold i udlandet gav hende indsigt i forskellige håndboldkulturer og taktiske traditioner – noget, der er svært at opnå, hvis man udelukkende arbejder i den danske liga. Den internationale erfaring blev et kendetegn for hendes profil: hun forstår ikke kun, hvordan dansk håndbold fungerer, men også hvordan det ser ud udefra, og hvad der skal til for at konkurrere med de bedste nationer.

Hendes tid som klubtræner afslørede flere af de kvaliteter, der senere blev afgørende for landsholdsjobbet. Thomsen har en evne til at udvikle spillere individuelt – ikke bare som taktiske brikker, men som mennesker. Det lyder som en floskel, men i praksis betyder det, at hun investerer tid i at forstå den enkelte spillers motivation, styrker og usikkerheder. I en landsholdskontekst, hvor træneren kun har spillerne i korte perioder mellem slutrunder, er den evne uvurderlig.

Der er en specifik dimension ved Thomsens karrierevej, som sjældent nævnes: hun har trænet i systemer, hvor ressourcerne var begrænsede. Ikke alle hendes klubjobs var i velfinansierede topklubber. Den erfaring med at maksimere resultater med begrænsede midler er direkte overførbar til landsholdsarbejde, hvor forberedelsestiden er kort, og hvor du skal få det bedste ud af spillere, der til daglig spiller i vidt forskellige systemer og under vidt forskellige trænere.

Vejen fra klubtræner til landstræner er ikke lige for alle. Nogle trænere er naturlige klubfolk – de trives med den daglige kontakt og den langsigtede opbygning. Andre er bedre til den periodiserede intensitet, der kendetegner landsholdsarbejdet. Thomsen ser ud til at passe i den sidste kategori. Hendes internationale erfaring har givet hende rutinen i at arbejde under pres i korte, intense perioder, og hendes analytiske tilgang gør hende velegnet til at forberede et hold mod specifikke modstandere med begrænset forberedelsestid.

Det er værd at huske, at stillingen som landstræner for de danske kvinder hører til de mest prestigefyldte jobs i dansk idræt. Med 118.602 medlemmer i DanskHåndbold og en nation, der betragter håndbold som en del af den nationale identitet, er det ansvar, der rækker langt ud over det sportslige. At acceptere det job er at påtage sig forventningerne fra millioner af danskere – en byrde og en ære, som Thomsen har grebet med tydelig stolthed.

Hvorfor valget faldt på Thomsen

Sportschef Morten Henriksen lagde ikke skjul på, hvad DanskHåndbold søgte: “Helle Thomsen har et skarpt taktisk blik for spillet, en passioneret ledelsesstil, hvor hun med stor respekt lever sig ind i det enkelte menneske, og en lune, der passer godt ind i den profil, vi har brug for.” Det er en beskrivelse, der afslører lige så meget om forbundets strategi som om Thomsens kvaliteter.

DanskHåndbold valgte bevidst en profil, der repræsenterer kontinuitet i ambition men forandring i metode. Henriksen uddybede sit syn på udnævnelsen: “Jeg er overbevist om, at hun først og fremmest kan bygge videre på det arbejde, der er lavet de sidste mange år, men ikke mindst, at hun sammen med både spillere og den øvrige lederstab kan tage landsholdet til den første guldmedalje i mange år.” Den formulering er præcis nok til at sætte en klar forventning: bronze i Paris var godt, men guld er målet.

Der var andre kandidater til jobbet, og det er ingen hemmelighed, at valget af Thomsen ikke var enstemmigt i alle kredse. Nogle foretrak en mandlig træner med mere erfaring fra store slutrunder. Andre pegede på udenlandske navne med dokumenterede resultater. At forbundet valgte en dansk kvinde med Thomsens profil var både et sportsligt og et kulturelt statement – et signal om, at dansk kvindehåndbold kan ledes af en kvinde, og at international kluberfaring vejer mindst lige så tungt som landsholdserfaring. Det faktum, at hun kun er den anden kvinde til at bestride posten siden 1946 – efter 14 mandlige forgængere og Else Birkmoses korte periode i 1960’erne – giver udnævnelsen en historisk dimension, der rækker ud over det sportslige.

Timingen spillede også ind. Jesper Jensen stoppede efter Paris 2024, og Thomsen overtog med en trup, der var i en naturlig generationsskifteperiode. Flere af de spillere, der bar holdet under OL, nærmede sig slutningen af deres karriere, og nye ansigter skulle integreres. Det er en situation, der enten kan opfattes som en udfordring eller som en mulighed – Thomsen har konsekvent valgt at se det som det sidste.

Thomsens taktiske DNA

Håndboldtaktik kan beskrives i abstrakte termer – 6-0 forsvar, 3-2-1 angrebsformation, tempokontra – men det, der virkelig definerer en trænerstil, er de valg, der træffes under pres. Og her viser Thomsen noget interessant.

I sit debutopgør som landstræner besejrede Thomsen Island 39-23 i Frederikshavn den 20. september 2025. Det er en kamp, der i sig selv ikke siger meget – Island er ikke en topnation. Men måden, det skete på, var illustrativ. Thomsen roterede bredt, testede flere kombinationer og prioriterede offensivt tempo over defensiv stabilitet. Det var et bevidst valg: hun brugte kampen til at lære sit hold at kende i skarpe omgivelser, ikke til at optimere et resultat, der alligevel var givet.

Thomsens taktiske DNA bygger på bevægelse. Hendes hold er kendetegnede ved høj rotationshastighed i angrebet, hvor spillerne skifter positioner flydende i stedet for at stå i faste formationer. Det kræver teknisk stærke spillere, der kan håndtere bolden under pres fra flere positioner, og det kræver spillere, der tænker hurtigt – for beslutningerne skal træffes i løbet af brøkdele af et sekund.

Thomsen har selv beskrevet sin tilgang: “Det er det største at få lov til at stå i spidsen for det danske landshold som dansker. Danmark er et håndboldland. Her er hele pakken: unge talenter, masser af spillere og et landshold, der deltager i alle slutrunder og kæmper om medaljer.” Det er en selvbevidst udtalelse, men den afslører også noget om hendes filosofi: hun ser landsholdet som en forlængelse af en national håndboldkultur, ikke som et isoleret eliteprojekt.

Defensivt har Thomsen vist villighed til at variere. Mod stærkere modstandere trækker hun forsvaret tættere sammen, mens hun mod svagere hold tillader en mere aggressiv pressingsstil, der skaber tempokontraer. Den fleksibilitet er afgørende på internationalt niveau, hvor du over en slutrunde møder vidt forskellige spillestile – fra Norges fysiske overmagt til Frankrigs tekniske finesse.

Der er et aspekt af Thomsens taktik, der endnu ikke er fuldt afprøvet: hvordan holder hendes system i de afgørende knockoutkampe, hvor et enkelt fejlpas kan betyde exit? Hendes rotationsbaserede angrebsspil er smukt, når det fungerer, men det kræver en præcision og en nervsstyrke, der kan vakle under ekstremt pres. Det er den test, der venter ved EHF EURO 2026 og OL-kvalifikationen.

Et konkret taktisk element, der adskiller Thomsen fra hendes forgængere, er brugen af målvogteren som ekstra markspiller. I moderne håndbold er det blevet stadig mere almindeligt at spille syv mod seks i angrebet ved at erstatte målvogteren med en ekstra markspiller. Thomsen har vist sig villig til at bruge denne taktik oftere og tidligere i kampe end Jensen gjorde. Det er en risikabel strategi – et bolderobring fra modstanderen kan resultere i et frit mål i det tomme bur – men det giver også en numerisk overlegenhed i angrebet, der kan være afgørende mod tæt pakkede forsvar. Balancen mellem risiko og gevinst i den taktik afslører noget om Thomsens grundlæggende filosofi: hun foretrækker at angribe problemer offensivt frem for at sikre sig defensivt.

Hendes defensive organisering er sværere at læse på nuværende tidspunkt. Mod svagere hold har vi ikke set forsvaret blive presset hårdt nok til at afsløre dets egentlige styrke. Det er først, når Danmark møder Norge, Frankrig eller Sverige i afgørende kampe, at vi får et reelt billede af, om Thomsens forsvarskoncept holder. Min vurdering er, at det er her, de næste tolv måneder bliver afgørende: EM 2026 vil give os de svar, som testkampe og Golden League ikke kan levere.

Bojana Popovic og holdets bagland

En landstræner er kun så god som den stab, der omgiver hende. Og Thomsens vigtigste ansættelse var Bojana Popovic som assistenttræner – et valg, der sendte et klart signal om ambitionsniveauet.

Popovic er en af de mest dekorerede kvindelige håndboldspillere i historien. Montenegrineren dominerede international håndbold i over et årti med en teknisk brillans og en konkurrencementalitet, der var i en klasse for sig. Hun har spillet på de største scener, i de mest pressede situationer, og den erfaring kan ikke læses i en bog eller simuleres på en træningsbane. At hun nu bringer den erfaring ind i en trænerrolle, giver det danske landshold adgang til en viden om spillet på højeste niveau, som er svær at opnå på andre måder.

Samspillet mellem Thomsen og Popovic er fascinerende, fordi de supplerer hinanden. Thomsen er den strategiske leder med overblikket og den langsigtede vision. Popovic er den taktiske sparringspartner med indsigt i, hvordan det føles at stå på banen i en olympisk finale – en erfaring, som ingen trænermappe kan erstatte. For spillerne er Popovics tilstedeværelse en direkte forbindelse til verdensklasse: hun kan demonstrere, hvad hun mener, ikke bare forklare det.

Den øvrige stab omfatter specialister inden for fysisk træning, analyse og målvogtertræning. Thomsen har udvidet analyseteamet sammenlignet med tidligere, og det afspejler en tendens i moderne landsholdsarbejde: flere data, mere video, mere detaljeret forberedelse på specifikke modstandere. Det er ressourcekrævende, men det er også den retning, som alle topnationer bevæger sig i – og Danmark har ikke råd til at sakke bagud.

Det er også værd at nævne stabens sammensætning som et signal i sig selv. En kvindelig landstræner med en kvindelig assistenttræner, der er en af sportens største ikoner – det er en kombination, der viser, at kvindehåndbold i stigende grad ledes af kvinder, der selv har levet sporten indefra. Det er ikke en garanti for succes, men det giver en autenticitet og en forståelse for spillernes hverdag, som kan være svær at opnå udefra.

Resultaterne under Thomsen indtil nu

Tal lyver ikke – men de fortæller heller ikke hele historien. Thomsens resultater indtil nu skal vurderes i kontekst: hun overtog et hold i generationsskifte og har haft begrænset tid med spillerne.

Debutsejren mod Island med 39-23 var en komfortabel start, men de virkelige prøvelser kom i de efterfølgende turneringer og kvalifikationskampe. Thomsen har gennemgående vist villighed til at eksperimentere – også i kampe, hvor resultatet betød noget. Det er en bevidst strategi: hun bygger bredde i truppen, selv når det betyder, at resultater på kort sigt kan lide.

Helena Elver er blevet udnævnt til årets kvindelige landsholdsspiller i sæson 2025/26, og hendes udvikling under Thomsen er et konkret eksempel på, hvad den nye kurs kan producere. Elver har fået en mere fremtrædende rolle i holdet og har reageret med præstationer, der bekræfter Thomsens evne til at identificere og udvikle talent i en landsholdskontekst.

Ved VM 2025 i Tyskland og Holland sluttede Danmark på femtepladsen efter et nederlag til Frankrig i kvartfinalen med 26-31. Det resultat skal ses i lyset af, at Thomsen endnu var i en tidlig fase af sit projekt. Femtepladsen var hverken en katastrofe eller en triumf – den var et nøgternt udtryk for, hvor holdet befinder sig lige nu. Gabet op til medaljerne er reelt, men det er ikke uovervindeligt.

Noget, der har imponeret mig mere end de rene resultater, er den spillestilsændring, man kan observere. Under Jensen var holdet mere konservativt defensivt, med en tendens til at lukke kampe ned. Under Thomsen ser vi et hold, der presser offensivt, selv når det fører komfortabelt. Mod Island scorede holdet 39 mål – det er ikke bare et udtryk for niveauforskellen, men for en filosofi om, at angrebsspillet aldrig må sættes på pause. Om den filosofi holder, når modstanderne hedder Norge og Frankrig, ved vi endnu ikke.

Det, der måske er vigtigst at bemærke ved Thomsens tid indtil nu, er stabiliteten. Der har ikke været de dramaer eller interne konflikter, der har plaget tidligere landsholdscykler. Thomsen har skabt et miljø, hvor spillere føler sig trygge – og i håndbold, hvor præstationer er tæt knyttet til mental tilstand, er det ikke en uvæsentlig bedrift.

Kontrakten til 2028 – OL og VM på hjemmebane

En kontrakt til 31. december 2028 er usædvanligt lang i landsholdssammenhæng. De fleste trænere får to- eller treårsaftaler med option for forlængelse. At DanskHåndbold bandt sig til Thomsen for hele perioden frem til 2028 siger noget om den strategiske tænkning bag ansættelsen.

Morten Henriksen forklarede logikken: “Det er jo, fordi vi drømmer om igen at have to hold med til OL i Los Angeles i 2028. Og har vi to hold med, bliver det ene et kvindelandshold, og dermed bliver det med Helle i spidsen.” Det er en bemærkelsesværdig udtalelse, fordi den knytter Thomsens kontrakt direkte til en olympisk ambition – de danske håndboldkvinders OL-historie er præget af tre guld mellem 1996 og 2004 og en bronze i Paris 2024, så forventningerne til Los Angeles er reelle.

Kontrakten dækker også VM 2028, der afholdes i Danmark, Norge og Sverige. Et hjemme-VM er en enestående mulighed for dansk kvindehåndbold – den type begivenhed, der kommer måske en gang i en generation. At spille en slutrunde foran danske tilskuere, i danske haller, med den energi, som et hjemmepublikum skaber, kan være den faktor, der løfter et hold fra semifinale til finale. Thomsen selv har udtrykt det klart: “At stå i spidsen for sit eget land i den sport, man elsker allermest, det er bare enormt stort. Det er en kæmpe drøm, som er gået i opfyldelse.”

Inden da venter EHF EURO 2026 i december med kampe i Antalya, hvor Danmark er trukket i gruppe med Spanien, Tyrkiet og Grækenland. Det er den første store prøvelse under Thomsen, og resultatet vil i høj grad forme fortællingen om hendes tid som landstræner. En stærk EM-præstation kan cementere hendes autoritet og tiltrække mere opmærksomhed til holdet. Et skuffende resultat vil uundgåeligt rejse spørgsmål – også selvom den langsigtede plan rækker to år længere.

Tidslinjen er konkret: EM 2026 i december, OL-kvalifikation i 2027, OL i Los Angeles sommeren 2028, VM på hjemmebane i slutningen af 2028. Det er fire store begivenheder på tre år, og hver enkelt kræver sin egen forberedelse, sin egen trupsammensætning og sin egen taktiske plan. Den opgave ville presse enhver landstræner – men den lange kontrakt giver Thomsen den stabilitet, der er nødvendig for at planlægge hele forløbet som et sammenhængende projekt i stedet for at tage en turnering ad gangen.

For mig er den mest interessante dimension ved den lange kontrakt den frihed, den giver Thomsen til at tænke langsigtet. Hun behøver ikke levere resultater i hver eneste turnering for at retfærdiggøre sin position. Hun kan integrere unge spillere, eksperimentere med taktik og bygge en kultur – alt sammen med visheden om, at hun har tid til at se projektet modne. Den frihed har ikke mange landstrænere i verdenshåndbold, og den gør perioden frem til 2028 til et af de mest spændende kapitler i dansk kvindehåndboldens nyere historie.

Spørgsmål der dukker op om landstræneren

Skabt af redaktionen på ”Håndbold Damer”.